BidrageTilFællesskabet
Hvad kan jeg hjælpe med?
Der er mange måder du kan bidrage til fællesskabet på og der er ikke nogen krav til erfaring eller specifikke evner. Hvis du finder noget som du synes er spændende er det bare at hoppe ud i det. Der er altid folk klar til at sætte dig ind i tingene og hjælpe dig i gang.
Dokumentation
Hvis du har brugt flere nætter på at få et eller andet obskurt til at køre på en særligt smart måde, så kan du hjælpe andre ved at publicere dine noter, helst i en renskrevet udgave. Du kan også vælge at oversætte vejledninger fra andre sprog. Der bliver i skrivende stund (Maj 2007) arbejdet på at få en dansk wiki op og stå på en ekstern webside. Det er meningen at den skal indeholde al den slags danske dokumentation. Link følger så snart siden er oppe.
Support
En vigtig del af fællesskabet omkring Ubuntu er at hjælpe hinanden hvis der er ting der driller. Denne form for support foregår ofte i et internet forum eller på IRC. Du kan sagtens hjælpe selvom du ikke er en Ubuntu ekspert. Lige så snart du er kommet i gang med at bruge Ubuntu har du erfaringer du kan dele med andre, sågar hvis du selv har haft et problem som du har fået hjælp til kan det nemt være at andre vil rende ind i det samme problem og så kan du give løsningen videre. På siden Support kan du se hvorhenne man kan få support og det er så naturligvis også de steder du har mulighed for at yde support.
Oversættelse
En af de områder, hvor der ALTID er noget at lave, er oversættelse af programmer til dansk. Hvis du er interesseret i at oversætte din yndlingssoftware så er det bare at komme i gang. Det er en sjov udfordring at oversætte software og det er nemt at komme i gang. Læse mere om oversættelser på siden Oversætte.
Udbredelse af budskabet
Udbredelse af Ubuntu til befolkningen (også kaldet "advocacy" på moderne dansk) er af stor vigtighed for Ubuntu. Første skridt er naturligvis at anbefale Ubuntu til alle du kender, der overvejer at prøve Linux (også dem, der ikke overvejer det, hvis du kan slippe afsted med det). Derudover vil vi også forsøge at få stablet nogle kampagner på benene omkring udgivelserne af nye udgaver. Du behøver blot at melde dig på e-post-listen og måske deltage i det næste IRC-møde, så skal der nok dukke nogen opgaver op som du kan melde dig til, eller du kan starte dig eget projekt.
Skrive og hjælpe med fejlrapporter
|
Hvis du oplever at et program går ned eller at der er en fejl i det kan du hjælpe ved at indrapportere denne fejl sådan så udviklerne af programmet bliver klar over at der er er problem. Du kan læse mere om hvordan du indrapporterer fejl på siden IndrapportereFejl.
Et af de områder hvor der er hårdt brug for hjælp er i arbejdet med fejlrapporter (bugreports). Grafen ved siden af viser udviklingen i antallet af åbne fejlrapporter over det sidste halve år (du kan se flere fejlrapport-statistikker på denne side). Som det fremgår kommer der rigtig mange fejlrapporter ind og der er derfor brug for din hjælp til at færdiggøre, prioritere eller fikse dem. Det er på ingen måde påkrævet at man skal kunne programmere eller læse kode for at kunne hjælpe med fejlrapporter, der er masser af arbejde med f.eks. at lave visitation (eng. triaging) som ikke kræver disse egenskaber. Det der ligger i visitation er at man kigger efter om fejlen allerede er indrapporteret, sørger for at rapporten er komplet med alle grundlæggende oplysninger og til sidst sender den videre til de rigtige personer. Du kan læse mere om at hjælpe med fejlrapporter på siden HjælpeMedFejlrapporter
Programmere
Hvis du kan programmere og har lyst til at hjælpe med et eller andet projekt, er det bare at hive fat i nogle af de ansvarlige og spørge hvor du kan hjælpe. Hvor vidt dem der er involverede i de forskellige projekter vil have tid til at lære dig op hvis du endnu ikke har så store evner vil variere fra projekt til projekt, men der vil under alle omstændigheder ikke ske noget ved at spørge så tøv endelig ikke med at kontakte dem. Åbenhed og det faktum at programudviklerne for det meste kun er en e-mail væk er en af de store styrker ved fællesskabet omkring fri software.
Diverse
Denne sektion er under udarbejdelse
Her forestiller jeg mig at der skal stå noget om f.eks. MOTU og måske ISO testing team og hvad der ellers er af den slags projekter som man kan deltage i.
DanishTeam/BidrageTilFællesskabet (last edited 2008-08-06 16:31:54 by localhost)